fredag den 7. oktober 2011

Så gik der endnu en dag. Og nu er det weekend! Og er endda overvist om at det bliver en dejlig én af slagsen. Imorgen skal jeg til Chicago med nogle danske au pairs og søndag skal jeg for første gang i kirke herovre.

Morgenen gik forholdsvis stille og roligt. Lige udover at Katelyn havde nogle uheld rundt omkring. Men det er der såmen ikke noget usædvanligt i. Nå ja, og så havde jeg nogle problemer med at få pigerne til at spise deres morgenmad. Vi havde ikke mere havregryn, som de normalt spiser, så jeg gav dem valget mellem 3 andre slags morgenmad. De valgte så hver især en, men Gracie fandt så ud af lidt efter at hun ikke kunne lide det alligevel. Det var dog stort set noget i stil med det hun plejer at spise, så jeg syntes det var noget pjat og fortalte hende at hun skulle spise det alligevel. Det havde vi en kamp med. Hun var sikker på at hun ville blive syg og kaste op hvis hun spiste det og jeg begyndte så at fortælle hende hvor heldig hun er, at hun overhovedet lever et sted hvor hun kan få morgenmad. Jeg fortalte også om hvordan nogle børn i andre lande ville være lykkelige over at få den mad hun sad med, så hun burde virkelig ikke brokke sig. Det fik os da også omkring 2 bider længere... Så begyndte hun at skabe sig og græde fordi hun ikke ville spise det og så gav jeg hende et par advarsler og tog så til sidst hendes playdate fra hende som hun skulle have haft senere idag. Nå, men til sidst fik hun spist lidt mere.

I min pause kørte jeg til en butik der hedder Michaels. Den er bare fantastisk! De har alt muligt arts and crafts ting og billedrammer og kagegrej og alt hvad den kreative sjæl kunne ønske sig! Jeg fik købt en del kage-ting. Bl.a. noget smeltechokolade i hvid og noget i lyserød og i lilla. Jeg fik også købt meget andet end det, så nu er jeg klar til at lave halloween cupcakes og popcakes! Jeg skal nok huske at ligge nogle billeder ind når jeg har lavet dem. :)

Da jeg havde hentet Gracie fra skole og vi lige var kommet hjem, kom hendes bedste veninde Sofia og spurgte om de kunne have en playdate. Jeg måtte så fortælle at det kunne de desværre ikke idag, da Gracie ikke havde opført sig pænt imorges. Så fik Gracie lige et hysterisk anfald og lagde sig på gulvet og græd og skreg i 5-10 minutter. Det fandt hun dog ud af ikke nyttede noget og stoppede så og kom selv og fortalte mig, at hun havde været træt imorges og været uartig og derfor måtte hun ikke lege med Sofia idag. Og så var alt godt igen og vi fandt på nogle ting at lave.

Senere legede Alyssa, Gracie og jeg at jeg var en zombie og jagtede dem rundt i huset og forskrækkede dem. Det var rigtig sjovt. Jeg ELSKER at forskrække andre. Jeg kan bare ikke have når folk forskrækker mig! Men de havde det også rigtig sjovt med at det bare var mig der gjorde dem bange, så det var fint!

Fredag er familiens pizza aften, så vi proppede os med pizza og der udover var det også min ugentlige slikdag, så den fik ikke for lidt. Puha. Glæder mig til at starte med at løbe fra på mandag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar