I bilen på vej til lufthavnen talte jeg med Cheryl om lidt dybere ting. Hun fortalte mig at hun synes at hun nu er klar til at få en mand i sit liv igen. Jeg spurgte om hun ikke ville komme til at tænke på Ray, hvis hun allerede fik en ny kæreste nu? (til dem der ikke ved det - Cheryl's kæreste/mand døde for 1,5 år siden af hjernekræft, efter de havde været sammen i ca 15 år) Hun sagde at sådan ville hun have haft det i starten, men hun tror faktisk ikke at hun ville have det sådan mere. Hun sagde at hun ville nok bare lidt føle at han "kiggede" på dem. Jeg sad og tænkte, at det ville han også gøre! Jeg har jo helt bestemt følt det hele tiden som om han er i huset! Uden tvivl! Men hun forklarede mig også at han var jo syg i over 10 år. Altså i forbedrelse i de fleste af årene, men i de sidste 3 år var den helt gal og han var slet ikke sig selv. Så allerede der var det jo slet ikke det samme mere. Jeg kan godt forstå at det må gøre det nemmere for hende at komme over ham, men jeg synes bare stadig at det er meget tidligt at ville finde en ny.
Flyet var lidt forsinket, men heldigvis kunne det flyve trods der havde været snestorm i Chicago og der var en snestorm igang i New York. I flyet sad jeg ved siden af en rigtig flink mand. Han var direktør for Hertz biludlejning. Han lånte mig sine headphones, så jeg kunne se tv og han ville også købe mig frokost på flyet. Det takkede jeg dog nej til. Jeg fik hans visitkort med adresse og telefonnummer og det hele og han sagde at jeg bare skal ringe hvis han kan hjælpe mig med noget, eller hvis jeg er i hans nabolag og har lyst til at kigge forbi.
Efter jeg stod af flyet ringede Deborah (min nye værtsmor). Hun fortalte at deres indkørsel ikke var blevet ryddet endnu og at der lå 10-15 cm sne. Deres indkørsel er lang og går op ad bakke, så hun ville ikke have en chance for at komme ud. Vi aftalte så at gå til plan B.
Da jeg havde fået mine kufferter fandt jeg en information og spurgte hvordan jeg kunne komme til Grand Central Station i NYC. Deborah havde forklaret mig at jeg skulle med et tog til Penn Station og så med en taxa derfra til Grand Central. Jeg tænkte dog at det ikke ville skade at høre om der var en nemmere måde at gøre det på, eftersom jeg havde 2 store og tunge kufferter og 2 store og tunge håndbagager. Det var der heldigvis! Jeg kunne bare hoppe ind i en lufthavnsbus og så ville den køre mig dertil! Perfekt. I bussen sad jeg og tænkte på, at jeg var glad for denne erfaring med det offentlige transport. Er udfordringer er godt for mig!
I bussen var der en flink ung mand der lånte min telefon. Den person han ringede til ringede dog tilbage til min telefon 2 gange efterfølgene. Den unge mand havde dårlig samvittighed over det, kunne jeg godt se, men hans egen var løbet tør for strøm og han skulle finde ud af hvor han skulle møde hans ven.
Da jeg kom til Grand Central var folk rigtig flinke at holde alle dørene for mig, så jeg kunne slæbe mine kufferter igennem. Da jeg havde købt min togbillet fandt jeg ud af at den parron jeg skulle på var ned af en maaaasse trapper. Jeg tænkte at der måtte være en elevator et sted, så jeg ledte og ledte og ledte. Til sidst fandt jeg sådan en "bakke" som man kunne gå ned af. For enden af bakken var der dog så lidt flere trapper og mit tog holdte der allerede, så jeg kunne ikke nå at skulle lede efter en elevator igen. Jeg lod så den ene kuffert stå oppe for enden af trappen imens jeg løb ned med den anden. Jeg ved godt at det er imod reglerne, men kufferterne vejede 30 kg stykket og jeg havde en håndbagage på ca 15 kg og endnu en håndbagage på ca 5 kg, så det var simpelthen bare ikke en mulighed at slæbe det hele ned på én gang. Da jeg skulle til at tage nr 2 var der en flink mand der tilbød at bære den ned for mig. Hvor var det bare dejligt med alle de søde mennesker jeg havde mødt igennem dagen! Der stod 2 tog kontrollører nede for enden af trappen og den ene sagde så: "That must have been a pain to carry around all day" og jeg svarede bare: "You bet"! Af en eller anden grund troede den anden kontrollør at jeg havde haft et snowboard som jeg havde mistet undervejs. Han spurgte ihvertfald til det 2 gange.
Jeg blev hentet på Katonah station af Deborah. Der var dog ikke ryddet for sne, så det var et større projekt at få slæbt kufferterne hen til elevatoren. Vi fandt så ud af at elevatoren ikke virkede, så vi måtte slæbe taskerne op af den høøøøje trappe. Men vi klarede den og vi kom hjem. På mit værelse stod der en stor gavepose til mig med en masse shampoo'er og balsam'er i og andet godt. Senere lavede Deborah noget hjemmelavet kyllingesuppe til mig. Jeg var blevet smadder forkølet og jeg havde ikke spist noget som helst siden kl 7 om morgenen, så jeg kunne trænge til det. Efter maden lavede vi en indkøbsliste. Deborah skrev alt det på som jeg godt kunne tænkte mig. Det bliver så dejligt endelig at kunne spise sundt igen. Bagefter gik jeg op og sov i 10 timer.
Jeg vågnede allerede kl 7:15 og så fik jeg skypet med mor og Sandra. Dagen idag gik med at slappe af og prøve at blive rask. Jeg fik også taget mig en middagslur på 3 timer, skøøønt. Deborah lavede endnu en suppe til aftensmad, hvilket var smadder lækkert.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar